I september besluttede DTU, at studiestarten skulle have en ny retning. Introforløbet skal have et større fagligt indhold og skabe rammerne for, at de nye studerende hurtigt bliver en del af faglige fællesskaber. Der vil være fokus på at lette overgangen fra at være elev på en ungdomsuddannelse til at blive studerende på et universitet. DTU meldte samtidig ud, at studiestarten ikke kommer til at omfatte rusture med overnatning.
Rammerne for studiestartsforløbet er nu fastlagt. Arbejdet med studiestarten har taget udgangspunkt i forskning og viden om, hvordan unge får den bedste oplevelse af deres første studieår. Det indebærer bl.a., at de studerende starter med at lære studerende fra deres egen uddannelsesretning at kende, ligesom de får kendskab til de faglige fællesskaber, der tilbydes på DTU.
Studiestarten er planlagt til at strække sig over tre dage, fra onsdag til fredag i uge 35. Det bliver en velkomstdag og to introdage på campus, og efter dagsprogrammet er der mulighed for aktiviteter på frivillig basis om aftenen, ligesom der er planer om en stor introfest fredag aften.
Studiestarten vil også fremover indeholde kendte aktiviteter som f.eks. de populære kagehold, der er møder mellem studerende og deres vektor. Derudover bliver der aktiviteter med mulighed for også at lære studerende fra andre uddannelsesretninger at kende, ligesom der lægges op til en faglig ekskursion i løbet af det første semester for alle studerende på DTU.
Dekan Lars D. Christoffersen, Jørgen Jensen, direktør for Afdelingen for Uddannelse og Studerende og PF’s bestyrelse har siden september 2023 været i tæt dialog om studiestartens form, længde og indhold. Det er ikke lykkedes at nå til enighed, og da studiestarten 2024 nærmer sig, har Lars D. Christoffersen valgt at fastlægge den overordnede ramme. Arbejdet med det konkrete indhold af studiestartens tre dage fortsætter som planlagt i arbejdsgrupper med medarbejdere fra Afdeling for Uddannelse og Studerende og KABS’ere.