Uddannelse

DTU specialiserer ingeniører i fermentering

I undervisningsprogrammet Fermentation Based Biomanufacturing kan kandidatstuderende på DTU, ansatte i industrien og forskerspirer specialisere sig i præcisionsfermentering.

Bioreaktor til præcisionsfermentering
Det er muligt at fremstille vitaminer, medicin og fødevareingredienser vha. præcisionsfermentering, hvilket foregår i en bioreaktor. Foto: Shutterstock

Fakta

  • Ved præcisionsfermentering udnyttes mikroorganismer som bakterier, svampe, mikroalger eller gærceller til at fremstille forskellige stoffer, som vi har brug for.
  • Det er bl.a. muligt at producere komponenterne til f.eks. mælk, kød, vitaminer, kræft- og malariamedicin samt smags- og aromastoffer til fødevarer.
  • Præcisionsfermentering adskiller sig fra øvrig fermentering ved, at mikroorganismerne, der indgår, er blevet designet til formålet f.eks. ved hjælp af genmodificering i et laboratorium.

Læs mere om præcisionsfermentering.

Leah Rahbek
Leah Rahbek dimitterede fra DTU i 2022 med en specialisering i præcisionsfermentering. Foto: Mikal Schlosser

"Fermentering kan hjælpe både mennesker og den grønne omstilling"


For Leah Rahbek er det vigtigt at arbejde inden for et felt, som bidrager til løsninger inden for både sundhed og den grønne omstilling.

Bioteknologien og fermenteringens potentiale til at forbedre menneskers sundhed er en vigtig årsag til, at Leah Rahbek er glad for det felt, hun arbejder med. Og så spiller det også en rolle, at teknologierne ovenikøbet kan udnyttes til en grøn omstilling af industrien.

”Det er vigtigt for mig at arbejde med noget, der hjælper mennesker – særligt inden for sundhedsområdet. Det kan fermentering. Men det kan også give os mange svar på de problemstillinger, vi står over for i den grønne omstilling. Med fermentering er det muligt at udskifte dele af den kemikaliebaserede produktion i industrien og desuden sikre, at der bruges mindre energi i processerne – det synes jeg, er meget spændende,” siger Leah Rahbek, der dimitterede fra DTU i 2022 med en kandidatgrad inden for bioteknologi med en specialisering i fermentering på studielinjen Fermentation Based Biomanufacturing.

Fermenteringen kom på Leah Rahbeks radar allerede som bachelorstuderende i bioteknologi, hvor hun mødte emnet på et kursus på fjerde semester, og interessen førte til, at hendes bacheloropgave handlede om fermentering.

En god blanding af matematik og biologi

”Jeg finder det tiltalende at arbejde med de store volumener, som findes i fermenteringstanke, i stedet for at pipettere små mængder væske rundt. Fermentering er desuden en god blanding af biologi og matematik, som er to fag, jeg altid har været glad for. Jeg kan bruge min biologiske viden til at reflektere over nogle problemstillinger, og så kan jeg også løse konkrete problemer vha. matematikken,” siger Leah Rahbek.

Hun landede sit første job hos virksomheden Bacthera, mens hun skrev sit kandidatspeciale, og kunne starte på jobbet, få dage efter at hun havde forsvaret specialet i januar 2022.
Bacthera er en virksomhed, der tilbyder udviklings- og produktionsservices til andre virksomheder, der beskæftiger sig med ’live biotherapeutics’, gode bakterier til brug i lægemidler. I sit job arbejder hun både praktisk og teoretisk med fermentering.

”Det er meget hands-on, hvor jeg f.eks. klargør fermenteringstanke og kører fermenteringer for at forbedre udbyttet af den eller de mikroorganismer, som vores kunde ønsker at udnytte. Mit arbejde indbefatter også kommunikation med kunden samt beregninger på f.eks. bakteriers væksthastigheder, og der skal analyseres for at finde frem til, hvilke justeringer der skal til for at øge mikroorganismernes produktivitet,” siger Leah Rahbek, der forudser, at fermentering er et felt, hun vil beskæftige sig med længe endnu.

Thomas Rydal
Thomas Rydal specialiserede sig i præcisionsfermentering og kunne starte hos Novozymes i sit første job kun få dage efter, at han var færdiguddannet. Foto: Mikal Schlosser

"Jeg kan være med til at finde ny viden"


Thomas Rydal er fascineret af fermentering både teknologisk og biologisk, og så er han draget af et felt, som er i rivende udvikling i disse år.

”Industriel fermentering finder sted i en stor ståltank, og det er egentlig lidt af en sort boks, for det er ikke altid, at man ved, hvad der sker derinde, og hvorfor. Der er stadig så meget, vi ikke ved om fermenteringsprocesser endnu, og jeg kan godt lide at være inden for et felt, hvor jeg kan være med til at finde ny viden,” siger Thomas Rydal, der er uddannet fra DTU med speciale i fermentering og i dag er ansat i Novozymes’ Fermentation Pilot Plant som fermentation scientist.

Thomas Rydal fik vækket sin interesse for fermentering allerede som bachelorstuderende, dels fordi han var ansat i studiejobs i virksomheder, der beskæftigede sig med feltet, og dels gennem undervisere på universitetet.

Derfor omhandlede hans bacheloropgave også fermentering, og det gjorde ham yderligere fascineret af teknologien, så på kandidatuddannelsen valgte han at følge studielinjen Fermentation Based Biomanufacturing på DTU.

”Celler er levende organismer og komplekse at arbejde med. I en batch opfører de sig på én måde inde i ståltanken, men så sker der måske en mindre ændring i f.eks. vandkvaliteten, og pludselig opfører de sig på en helt anden måde,” siger Thomas Rydal, der længe overvejede, om han efter endt uddannelse skulle gå forskervejen eller finde ansættelse i industrien.

Et job i industrien - med plads til forskning

Svaret kom, da han som en del af specialiseringen var i 13 ugers praktik hos Novozymes, hvor han i dag er ansat, endda i den afdeling, hvor han havde sin praktik. Selvom han dimitterede fra DTU i februar 2022, var jobkontrakten allerede underskrevet før jul i 2021. Og han havde første arbejdsdag, tre dage efter at han havde forsvaret sit kandidatspeciale.

”Jeg er meget glad for min stilling, for jeg kan beskæftige mig med både procesteknologien i fermentering og med biologien. Samtidig kan jeg også lide den praktiske del, altså at få hands-on erfaring med fermentering, samtidig med at jeg faktisk også har mulighed for at forske lidt i min stilling, og jeg har dermed mulighed for at lære en masse nyt,” siger Thomas Rydal.

Sidst, men ikke mindst er Thomas Rydal også tiltrukket af fermentering som felt, fordi udviklingen går stærkt i disse år:

”Fermentering er inde i en kæmpe udvikling, hvor stadig flere virksomheder etableres og udnytter teknologiens potentiale til at lave flere og flere produkter lige fra fødevarer til medicin. Det betyder også noget for mig, at det er en teknologi, der bidrager til den grønne omstilling.”

Kontakt

Friederike Ilka Rosemarie Buchholz

Friederike Ilka Rosemarie Buchholz Joint Program Manager Institut for Bioteknologi og Biomedicin Mobil: 93518933