Diversitet
Diversitet
DTU-studerende deltog i Copenhagen Pride
100 DTU-studerende deltog lørdag den 20. august i en festlig Copenhagen Pride-parade for at fejre menneskerettigheder og plads til mangfoldighed.
DTU’s deltagelse i paraden er arrangeret af DTU’s studenterforening PF – Polyteknisk Forening og er støttet af DTU, og alle studerende og medarbejdere er inviteret til at deltage. I år havde DTU 100 pladser i paraden.
"Det vigtigste er, at vi, efter Prideugen i København er overstået, ikke glemmer kampen for LGBTQ+ rettigheder og velfærd. Det har både universitetet og studenterforeningen et ansvar for at huske hele året rundt,” siger socialpolitisk koordinator Michella Ravn Søndergaard fra PF:
”En ingeniør i dag er ikke nødvendigvis en cis, hvid, heteroseksuel mand, og det er essentielt, at vi har et miljø, hvor faktorer som eksempelvis køn, hudfarve og seksualitet ikke påvirker det faglige udbytte eller den sociale inklusion i studietiden på DTU."
Inklusion handler om mere end køn, ligestilling og nationalitet
På DTU mener man, at diversitet, lighed og inklusion handler om mere end køn, ligestilling og nationalitet, og man har derfor valgt at iværksætte et program, der omfatter ‘diversitet, lighed og inklusion’ som en helhed.
Programmet er designet som et paraplyprogram, der sikrer en tæt koordinering af indsatser og læring på tværs af hele DTU. Med programmet er det en specifik målsætning, at DTU’s forskningsinstitutter møder forventningen om diversitet og inklusion både i ledelse og i forskning.
DTU har desuden nedsat et forum for Diversitet og Inklusion bestående af en bredt sammensat gruppe, der samler engagerede medarbejdere og studerende, som ønsker at bidrage til indsatsen for diversitet og inklusion på DTU. Det er et tværgående forum for drøftelser, der skal understøtte rektoratets behov for sparring og inspiration på området.
Prorektor Rasmus Larsen er formand for gruppen, der tæller repræsentanter fra universitetets ledelse, videnskabelige, tekniske og administrative medarbejdere og repræsentanter fra PF.
Kontakt
Rasmus Larsen Prorektor Rektoratet Telefon: 45251010 Mobil: 22153943 DTU-provost@dtu.dk