Professor Sine Reker Hadrup fra DTU har gennem mange år forsket i, hvordan man kan udnytte T-celler til kræftbehandling. T-celler er en særlig type af hvide blodlegemer, som spiller en vigtig rolle i vores immunforsvar. Senest har hendes forskningsgruppe udviklet en metode til at forbedre T-cellers evne til at genkende kræftceller og opformere dem – dvs. øge antallet af dem – til en hel angrebshær.
I første omgang er dette foregået i laboratoriet med mindre blodprøver fra patienter, men efterhånden er processen så veludviklet, at den er blevet klar til at køre i større skala.
”Vi tager en pose blod fra patienterne, finder og opformerer de T-celler, der er i stand til at genkende antigener på overfladen af kræftcellerne, og giver derefter cellerne tilbage til patienterne,” forklarer Sine Reker Hadrup.
Procedurerne er blevet raffineret, og de stoffer, som bruges til at påvirke T-cellerne, er kvalitetssikret. Og for godt et år siden var alt klar til at starte et egentligt klinisk forsøg på Herlev Hospital.
Første mål er modermærkekræft
I første runde omfattede forsøget patienter med fremskreden modermærkekræft, som havde været igennem flere standardbehandlinger uden væsentlig bedring af sygdommen. Deltagerne skulle yderligere have vævstype HLA-A2, som ca. 40 pct. af alle mennesker i Europa har. Og et tredje udvælgelseskriterium var, at patientens blod allerede skulle indeholde en lille mængde af den type T-celler, som evner at tackle kræftcellerne.
Foreløbig har fem patienter modtaget denne behandling.
”Det er jo et meget lille forsøg, som primært skulle vise noget om behandlingens sikkerhed. Vi er først nu ved at analysere alle data, men kan heldigvis konstatere, at der ikke har været nogen bivirkninger. Vi skal også sikre os, at de celler, vi giver tilbage til patienterne, faktisk bliver i kroppen. Men vigtigst af alt håber vi at se en forbedring i forhold til tumorens størrelse hos nogle af patienterne,” siger Sine Reker Hadrup.
Skal udbredes til flere kræftformer
Sideløbende med dette kliniske forsøg arbejder professoren og hendes team stadig på at videreudvikle og raffinere teknologien.
”Vi ser på andre mulige kræftformer, hvor det vil være relevant at bruge teknologien. Specielt har vi arbejdet med den sjældnere form for hudkræft, merkelcelle karcinom, som er virusdrevet. Vi har tidligere karakteriseret, hvilke sekvenser fra denne virus immunforsvarets T-celler er i stand til at genkende. Derfor kan vi nu lave et bibliotek af sekvenser, som vi ved, er relevante, og så kan vi mikse og matche dem afhængigt af patientens vævstype. Det vil gøre os i stand til at lave nogle produkter, som kan bruges på et større udsnit af patienter – i hvert fald 90 pct. af alle vævstyper. Det virker i laboratoriet, og vi håber snart at kunne gå videre med det i et klinisk forsøg,” siger Sine Reker Hadrup.
En af de store udfordringer med T-celle-teknologien er, at det er en tung proces, som kræver meget logistik, adgang til avancerede laboratorier såsom renrum samt processering og behandling på hver enkelt patients blodceller. Så det er urealistisk, at den skulle kunne blive standard for bredere patientgrupper.
”Men arbejdet med den lærer os meget om immunforsvaret, og den viden vil vi gerne bruge til at lave nye teknologier, som er lige til at tage ned fra hylden. Vi bevæger os over imod ikke at arbejde med patienternes egne celler, men generere celler fra stamcellelinjer eller donorer med en matchende vævstype, så de kan ligge klar i fryseren, når der er brug for dem. Så vil flere patienter kunne få glæde af det, og man vil eliminere ventetiden fra beslutningen om at behandle med T-celleterapi til den faktiske behandling. Ellers vil produktionsfasen mange gange strække sig over flere uger,” siger Sine Reker Hadrup.
Nanopartikler på vej
Et nyere spor i forskningen åbner endnu større perspektiver. Sammen med en anden forskningsgruppe på DTU Sundhedsteknologi, som ledes af lektor Yi Sun, og professor Hinrich Abken fra Regensburg Universitetsklinik er Sine Reker Hadrups gruppe nemlig i fuld gang med at udvikle nogle nanopartikler, som, når de injiceres i patienten, selv kan finde hen til de T-celler, der skal trænes til at nedkæmpe kræftcellerne.
Forskerne udstyrer nanopartiklerne med antistoffer, som gør, at de kan optages af T-celler, og de skal medbringe genetisk information, som sætter T-cellerne i stand til bedre at genkende kræftcellerne.
Alle behandlinger har potentielt bivirkninger; det er forskerne meget bevidste om, når de bygger nanopartiklerne. Komponenterne må ikke være toksiske i sig selv, og de vælger derfor så vidt muligt komponenter, som har været anvendt i en anden medicinsk sammenhæng, eller som i hvert fald ligner noget, man ved, er kompatibelt med det menneskelige væv.
”Mange andre grupper i verden arbejder med at udvikle sådanne partikler, så der sker virkelig meget på dette felt, og jeg er overbevist om, at det vil lykkes inden for nogle år. Om det bliver vores partikel, der bliver den foretrukne, må tiden vise. Under alle omstændigheder er der brug for forskellige strategier til at nå T-cellerne. De kommer nemlig i mange udgaver, og det er forskelligt for hver kræftform, hvilke typer T-celler der er behov for at ramme,” siger Sine Reker Hadrup.
