Forskningen kan bidrage til …
… at ændre vores kostvaner til det bedre ved at introducere et grønnere alternativ til konventionel ost, der ernærings- og smagsmæssigt matcher osten. De fleste plantebaserede ostealternativer er p.t. ikke af så høj ernæringsmæssig kvalitet, og det vil vi gerne ændre med vores hybridost. Den skal altså være et godt valg for mennesker, der gerne vil leve mere bæredygtigt uden at gå på kompromis med smagen.
Desuden er målet, at hybridosten skal kunne fremstilles på de samme mejerier, der i dag fremstiller konventionel ost. Det er nemlig også bedre for miljøet end at skulle bygge helt nye hybridmejerier.
Der ville selvfølgelig skulle installeres nogle ekstra maskiner, men det ville koste en brøkdel af, hvad det ville koste at bygge noget helt nyt. Ideelt set ville et sådant system give de ansatte i mejeribranchen mulighed for at blive inddraget i omstillingen uden at forstyrrer sektoren for meget.
Jeg får nye idéer til løsninger, når jeg …
… iagttager det, der allerede er omkring mig. Jeg er p.t. meget optaget af at finde nye forme, som vi kan fermentere hybridosten i, da vi gerne vil fremstille nogle større oste for bl.a. at teste, om det ændrer på kvaliteten af osten.
Derfor bruger jeg meget tid på at gennemtrawle internettet efter osteforme, og mine søgninger har ført mig til de mest mærkværdige webshops for osteentusiaster, der fremstiller deres egne oste.
Det har været en god dag på jobbet, når …
… jeg har travlt, men ikke for travlt. Der er ikke noget værre end ikke at have noget at tage sig til, men det er heller ikke sjovt at have så travlt, at der f.eks. ikke engang er tid til en kop te med mine kolleger og studerende.
Jeg kobler af fra mit arbejde, når …
… jeg kan træne mine grønne fingre. Jeg er så heldig, at jeg har en altan derhjemme med nytteplanter, der bl.a. tæller tomater og blåbær, og jeg nyder at se dem vokse. Det er min måde at være mere bæredygtig og cirkulær på, når det gælder fødevarer.
Jeg blev ph.d.-studerende på DTU, fordi …
… jeg godt kan lide naturvidenskab, og det gik op for mig allerede tidligt i min skolegang. Jeg kom til Danmark på udveksling fra Schweiz under min kandidat, og jeg endte med at blive, fordi jeg fik mulighed for at arbejde på netop det her projekt.
Som nyansat blev jeg overrasket over …
… at indse, at nu er det mig, der styrer slagets gang. Det er mit projekt, og det er mig, de studerende spørger til råds. Det er både skræmmende og overvældende, men også virkelig motiverende. Jeg føler, at jeg har fundet min plads.
I fremtiden vil jeg gerne arbejde med …
… noget, der har større indflydelse på samfundet. Jeg kan godt lide at forske, men der er en del af mig, der håber, at jeg på sigt kan bruge min forskning til at rådgive beslutningstagere. Jeg kan f.eks. godt se mig selv i rollen som forskningsrådgiver i en politisk organisation som Europa-Parlamentet.
Jeg vil nemlig gerne udbrede min og mine forskningskollegers viden til flere mennesker, så den virkelig kan gøre en forskel.