Tidslinje for hackerangrebet mod DTU
Nedenfor beskriver DTU forløbet omkring hackerangrebet mod DTU's IT-system for identitets-styring i september 2026, fra angrebet begyndte den 15.09.2026 og frem til den 09.10.2026. Af hensyn til myndighedernes videre efterforskning af sagen og DTU’s sikkerhed er der en række elementer i nedenstående tidslinje, som DTU ikke kan uddybe yderligere.
Angrebet starter
15. september, eftermiddag | Ukendt aktør angriber DTU’s identitetsstyringssystem
En ukendt aktør kompromitterer identiteten af en ekstern brugerkonto (gæstekonto) på DTU. Kontoen har ingen generelle rettigheder på DTU, men aktøren bruger den til at undersøge DTU’s system til identitetsstyring, DTUBasen.
Aktøren finder en række sårbarheder i DTUBasen, og udnytter dem til at angribe systemet. Da en nyindskrevet gæstestuderende opretter sin profil under angrebet, lykkes det aktøren at opsnap-pe brugernavn og adgangskode under et passwordskifte. Denne konto har ikke yderligere rettigheder i DTU’s identitetsstyringssystemer.
17. september, eftermiddag | Aktøren får adgang til DTU’s netværk
Aktøren opsætter MFA (multifaktorgodkendelse) på den studerendes konto og kan derefter logge på DTU’s netværk via DTU’s VPN-løsning. Adgangen via VPN giver aktøren mulighed for at angribe og udnytte yderligere sårbarheder i identitetsstyringssystemet.
18. september, eftermiddag | Angrebet intensiveres
Ved at udnytte sårbarheder opnår aktøren fuld adgang og udvidede administratorrettigheder til DTUBasen, tilføjer brugere og ændrer i deres rettigheder.
Angrebet opdages og de første underrettes
20. september, eftermiddag | DTU opdager angrebet og stopper det
En IT-medarbejder opdager fejlagtige og uventede data i et IT-system og reagerer på dem.
DTU’s IT-afdeling konstaterer, at kilden til de fejlagtige data er DTUBasen, og at der er foretaget uautoriserede ændringer i systemet.
DTU påbegynder straks inddæmning af angrebet og arbejdet med at afdække dets omfang.
21. september | Første berørte personer identificeres
DTU konstaterer, at personoplysninger om konkrete enkeltpersoner er blandt de data, som uvedkommende har fået adgang til.
Angrebet indberettes til Datatilsynet og NIS 2-myndighederne.
Den netværksmæssige adgang til DTUBasen begrænses og alle systemadgange nulstilles.
22. september | Angrebets omfang bliver tydeligere
Ved gennemgang af logfiler konstaterer DTU, at der den 18. har været et stort udtræk af data. Da aktøren opererer med udvidede administratorrettigheder, lykkedes det at omgå DTU’s alarmer.
23. september | De første berørte personer underrettes
DTU sender underretningsbreve til de 11 personer, som på dette tidspunkt konkret kan identifi-ceres som berørte. I to tilfælde har DTU ikke CPR-numre på personerne og leder forgæves efter andre kontaktoplysninger, og derfor kan de ikke kontaktes direkte.
DTU fortsætter undersøgelserne af angrebets omfang og får ekstern ekspertbistand til at analy-sere databaseserveren og de tilhørende logfiler.
DTU opdaterer NIS 2-myndighederne om sagens forløb.
Nyt angreb afværges
24. september | DTU kan ikke afkræfte et større læk
Undersøgelserne viser, at det ifm. med det store dataudtræk ikke er muligt at afkræfte, at der kan være sket et læk af persondata.
24. september | Ny mistænkelig aktivitet stoppes
DTU konstaterer mistænkelig aktivitet fra en ny, ikke tidligere identificeret konto og netværks-adresse.
DTU lukker kontoen og indfører yderligere begrænsninger i netværket. Der er ikke registreret nogen mistænkelig aktivitet siden.
25. september | DTU kontakter politiet
DTU har undervejs underrettet Datatilsynet og NIS-2 myndighederne om sagens forløb.
Dagen efter, at et nyt angreb stoppes, og det samtidig ikke kan afvises, at et større læk af per-sondata har fundet sted, beslutter DTU i tillæg også at rette formel henvendelse til politiet for at afklare den videre håndtering.
Angrebets mulige omfang konstateres og offentligheden underrettes
28. september | DTU konstaterer, at omfanget kan være langt større end hidtil antaget
DTU konstaterer, at det ikke er muligt at afgøre, hvor omfattende datalækket er.
DTU må derfor lægge til grund, at data om samtlige ca. 200.000 aktive og inaktive brugere kan være lækket.
29. september - 1. oktober | DTU kan ikke underrette alle direkte
DTU begynder at forberede underretning af alle de berørte.
Det konstateres, at det ikke er muligt at underrette alle direkte, idet DTU ikke har CPR-numre på alle studerende og ansatte (f.eks. internationale); kun i få tilfælde på gæster og samarbejds-partnere, og ikke på pårørende.
DTU undersøger derfor muligheden for at kontakte personer via e-mail i de tilfælde, hvor DTU ikke har deres CPR-nummer.
Da det står klart, at direkte underretninger ikke vil være tilstrækkelig til at nå alle, planlægger DTU en bred, offentlig udmelding om angrebet.
2. oktober | DTU melder offentligt ud om angrebet
DTU udsender en pressemeddelelse med en bred, offentlig udmelding om angrebet.
DTU udsender mail med underretning til brugere uden CPR-nummer, men hvor DTU har mail-adresse.
DTU sender underretningsbreve via e-Boks til brugere med CPR-nummer.
Politiets Nationale enhed for Særlig Kriminalitet kobles på sagen og modtager alt relevant mate-riale til videre efterforskning.
6. oktober | DTU indberetter igen til Datatilsynet
DTU sender endnu en indberetning til Datatilsynet, der i detaljer gennemgår resultaterne af DTU’s undersøgelser. Disse resultater ligger til grund for ovenstående del af tidslinjen.
7. oktober | DTU igangsætter tvungent skift af adgangskoder
DTU orienterer samtlige aktive brugere via mail og intranet om, at der gennemføres et tvungent skifte af adgangskoder. Brugerne får frist til fredag den 9. oktober kl.12., hvorefter alle ikke-skiftede adgangskoder nulstilles.
9. oktober | Adgangskoder nulstilles
Over halvdelen af DTU’s ca. 30.000 aktive brugere skifter selv deres adgangskoder. Resterende adgangskoder nulstilles efter planen kl. 12.