Opbevaring af data

DTUBasen er DTU’s centrale identitetsstyringssystem, hvor navn, DTU-initialer og CPR-nummer fungerer som en nødvendig fælles nøgle, der kan anvendes, når der skal kobles til universitetets øvrige systemer.

Oplysningerne fra DTUBasen benyttes i flere af DTU’s systemer, som bl.a. understøtter DTU’s juridiske forpligtelser. F.eks. har DTU hjemmel til at opbevare oplysninger, der er nødvendige for at udstede eksamensbeviser i 30 år efter eksamenens eller prøvens afslutning. Oplysninger om medarbejdere skal også opbevares i længere tid, så f.eks. medarbejdere, der er registreret på forskningsprojekter, kan fremfindes. Her er DTU, af hensyn til bevillingsgiveres revision, forpligtet til at gemme dokumentation i en årrække efter projektets afslutning afhængigt af projektets karakter og bevillingsgiver.

DTU har således en række administrative arbejdsgange, hvor adgang til oplysninger gennem identifikation i DTUbasen understøtter en effektiv drift. Efter DTU's nuværende sletteregler fjernes en række oplysninger fra DTUBasen 6 måneder efter endt tilknytning, mens DTU-identifikation, navn og CPR-nummer bevares.

Som konsekvens af hackerangrebet vil DTU undersøge, om de oplysninger, der er blevet opbevaret i systemet kan reduceres yderligere under hensyntagen til DTU's forpligtelser.