Hvad går øvelsen ud på?
Formålet med øvelsen er at undersøge, hvordan blandinger af forurenende stoffer påvirker marine algers vækst sammenlignet med de enkelte stoffer.
Du arbejder med begreberne additivitet, synergi og antagonisme for at vurdere, om forureningsblandinger giver større eller mindre effekter end forventet.
Øvelsen perspektiverer til biodiversitet og havmiljø.
Hvordan foregår øvelsen?
Øvelsen gennemføres over to dage.
Først bliver du introduceret til marin forurening, cocktaileffekter og begreberne additivitet, synergi og antagonisme.
Herefter klargøres algerne og der tilsættes de forskellige behandlinger. Algernes koncentration bestemmes ved hjælp af en Beckman Coulter Counter ved forsøgets start og efter 24 timers eksponering.
På dag 2 beregner du vækstrater og væksthæmning. Du visualiserer resultaterne og undersøger, om blandinger af forurenende stoffer har additive, synergistiske eller antagonistiske effekter.
Resultaterne diskuteres i relation til biodiversitet og havmiljø.
Hvilke faciliteter kommer du til at bruge?
Øvelsen foregår i DTU Aquas laboratoriefaciliteter, hvor du får mulighed for at arbejde med marine alger, kemiske opløsninger og apparatur til bestemmelse af algekoncentration, herunder en Beckman Coulter Counter.
Du får også en rundvisning på DTU Aqua og en introduktion til instituttets forskning inden for havmiljø, biodiversitet og påvirkninger fra menneskelige aktiviteter. Rundvisningen giver indblik i de laboratorier og forskningsfaciliteter, som anvendes i moderne marin forskning, og hvordan forskere arbejder med at forstå og beskytte havets økosystemer.