Navn:
Jens Peter Träff
Uddannelse:
Kandidat i Informatik | Bachelor i Softwareteknologi
Færdiguddannet:
2014
Stilling:
Senior Software Developer i virksomheden 3Shape, som designer hardware- og software-løsninger til tandlægeindustrien.
Frygter du tandlægestolen? Så er du én af dem, Jens Peter arbejder for. Som Senior Software Engineer i virksomheden 3Shape, er han med til at udvikle teknologiske løsninger, der gør tandbehandling nemmere, hurtigere og behageligere.
Jens Peter Träff
Kandidat i Informatik | Bachelor i Softwareteknologi
2014
Senior Software Developer i virksomheden 3Shape, som designer hardware- og software-løsninger til tandlægeindustrien.
Der er ikke to munde i verden, der er ens. Tænder har forskellige former, mellemrum og nogle gange skader. Det gør det til en udfordring for tandlæger at lave skræddersyede løsninger.
Heldigvis findes ingeniører som Jens Peter. I 3Shape udvikler han teknologiske redskaber, der giver mere præcise behandlinger og gør turen til tandlægen mere behagelig – fra AI, der kan tegne tandkroner og genkende plak til 3D-scannere, der hjælper i design af tandbøjler.
”Selv hvis jeg havde alle penge i verden, tror jeg faktisk, jeg ville lave cirka det samme som i dag” fortæller Jens Peter. ”Nogle dage bygger jeg noget nyt, så føles det som at lege med LEGO. Nogle dage skal jeg finde fejl, så er jeg detektiv. Og andre gange skal jeg designe noget nyt og visionært, så er det som om, jeg er arkitekt.”
Den nysgerrige og kreative tilgang har fulgt ham lige siden studietiden.
”På DTU får du redskaberne til selv at udforske verden. Det er den systematiske problemløsning, jeg bruger hele tiden” uddyber han, men skynder sig at indskyde, at ingen kan løse alt alene.
For det kræver mange gode og forskellige hjerner at komme frem til nye AI-løsninger på komplekse problemer. Også her trækker Jens Peter på erfaringer fra DTU.
”Det vigtigste jeg har lært er, at hvis du skal opnå gode resultater, så er der ingen, der ved alt – du er nødt til at samarbejde for at nå i mål” siger han og fortsætter: ”Det lærer man heldigvis på DTU, hvor der er fokus på gruppearbejde”.
Tiden på DTU var første skridt på vejen til livet som softwareingeniør – en karrievej, han vil anbefale.
”Jeg vil sige til alle, der overvejer et arbejdsliv inden for software, at det virkelig er et felt med uendelige muligheder. Som softwareingeniør bliver du som en schweizerkniv – du kan få job i stort set alle brancher.”
Uanset om du er mest til Softwareteknologi, en anden af DTU’s mange ingeniøruddannelser eller noget helt tredje, har Jens Peter et vigtigt råd til dig, der står over for dit uddannelsesvalg."Gør det, der giver god energi, hvor du bliver glad og nysgerrig. For hvis du gør det, kommer du med en ild, alle kan mærke”.
Ingeniører kan varetage mange forskellige arbejdsopgaver, og dagene er ikke altid ens. Her ser du ét eksempel på, hvordan en arbejdsdag kan se ud for Jens Peter.
Spørger du Jens-Peter, kommer den gode energi, når han bruger sin softwareviden til at forbedre livet for andre.
”Det er en kæmpe bonus, at jeg gør en forskel for patienterne” fortæller han. ”For eksempel mødte jeg engang en tandlæge til en fest, der bruger en algoritme, jeg har været med til at lave. Hun sagde, at den sparede både hende og patienterne tid og gjorde tandlægebesøget til en rarere oplevelse.”
"Jeg ville gøre en reel forskel – og så måtte jeg jo blive ingeniør.”
Men selvom Jens-Peter finder jobbet meget meningsfuldt, stod det ikke altid klart for ham, at han skulle være ingeniør. I lang tid havde han en plan om at læse til økonom. Så skete der noget, der ændrede kursen for studieplanerne.
"I 2006 udgav Velfærdskommissionen en stor rapport om, hvordan man sikrer velfærdssamfundet i fremtiden. Som jeg husker det, havde økonomerne bag lavet fyrre forslag, men politikerne brugte kun to af dem. Så tænkte jeg: ’Det skal jeg ikke spilde mit liv på’. Jeg ville gøre en reel forskel – og så måtte jeg jo blive ingeniør”.
Løn
Den vejledende startløn for en civilingeniør er 48.200 kr.
Læs mere om, hvad kendetegner DTU’s civilingeniøruddannelser
Det er vigtigt at have en god balance imellem arbejde og fritid. Her kan du se noget af det, Jens Peter laver, når han ikke er på arbejde.
I dag er Jens Peter lykkelig for, at han valgte ingeniørfaget og fik en hverdag, hvor han sammen med teamet i 3Shape arbejder målrettet for at opnå nye resultater inden for AI og health tech. Her trækker han på erfaringer fra en måske uventet front.
”Da jeg var yngre, var jeg elitesvømmer i flere år” forklarer han. ”En af de vigtigste ting, man lærer er, at man skal være vedholdende, hvis man vil nå langt. Det gælder også i 3Shape, hvor vores største resultater kommer, fordi vi ikke giver op.”
Jobbet er præget af masser af udvikling, sund konkurrence og kreativitet, som passer godt til den tidligere elitesvømmer.
”Da jeg var nyansat, skulle vi deltage på en stor dentalmesse. Min chef kaldte det ’The World Championship of Dentistry’, og elitesvømmeren i mig tænkte bare: ’Det skal vi vinde” griner han.
Efter en snak med masser af grin og god energi, runder Jens Peter af med at svare på, hvad fremtiden byder på for ham.
”Det er svært sige, hvad der sker i fremtiden” siger han smilende og understreger ”men så længe energien er så god, som den er i 3Shape, så er jeg det helt rigtige sted”.