Miljøteknologi - bachelor

Niveaukrav

Matematik A
Fysik B eller Geovidenskab A
Kemi B eller Bioteknologi A
Dansk A
Engelsk B

Studiepladser

40

Adgangskvotienter

Se adgangskvotienter fra sidste optag

Optagelsesområdenr.

15055

Studiestart

29.-30. august 2024
Læs mere om studiestart

Miljøteknologi - bachelor

Verden mangler svar på klima- og miljøudfordringer. Derfor har vi brug for mennesker, som både forstår bæredygtighed i dybden og kan se det hele lidt fra oven. Vi har brug for dem, der forstår, hvad der gør en god løsning grøn, og som kan se sammenhængen mellem mange forskellige systemer. Læser du bacheloruddannelsen Miljøteknologi på DTU, kan du være med til at udvikle de løsninger, der skaber forandring.

Miljøteknologi på DTU

For dig, der vil gøre verden grøn

På Miljøteknologi lærer du at gennemskue de idéer, der lover guld og grønne skove, men som ikke gør en ægte forskel.

Du lærer at se det store billede, når det kommer til klima og miljø.

Du bliver klædt på til at gennemskue komplicerede processer, og du bliver klar til at arbejde med alt fra affald til spildevand eller bæredygtig produktion.

Med en bachelor i Miljøteknologi, kan du udvikle løsninger, der gør en forskel.

Hvad lærer du?

Klima- og miljøspørgsmål er ofte komplicerede, og løsningen er sjældent lige til. Skal man for eksempel løse en problematik som det skadelige stof PFAS, har man brug for at forstå alle dele af problemet for at designe en effektiv løsning. På bacheloruddannelsen i miljøteknologi lærer du at forstå komplekse problemstillinger i dybden.

I løbet af studiet lærer du at analysere klima- og miljøproblemer, og du dykker ned i både havstrømme, kemiske stoffer og forskellige materialer.

Samtidig lærer du, hvordan teknologien kan bruges til at måle, analysere og løse problemer. Du lærer om vandets kredsløb, miljøvurderinger og cirkulær økonomi, og du øver dig på at bruge din viden undervejs.

Det betyder, at du både bruger meget tid i laboratoriet og ude i felten, hvor du bliver klogere på at måle, benytte matematiske computermodeller, analysere data og forstå komplekse økosystemer.

Vigtigst af alt lærer du at koble din viden om klima og miljø med din forståelse for teknologi. Det er nemlig den kombination, der gør, at du kan designe de mest bæredygtige løsninger.

På uddannelsen lærer du at se udfordringer i et cyklisk perspektiv. Det betyder, at du lærer, hvordan alting hænger sammen – fra økosystemer til økonomi – så du kan skabe bæredygtige løsninger, der virker hele vejen rundt.

I løbet af studiet har du flere valgfrie kurser, hvor du selv kan vælge, hvad du vil dykke ned i og blive klogere på.

Så er det helt op til dig, om du vil være vandekspert, bæredygtighedsspecialist eller vide alt om, hvordan kemiske stoffer påvirker naturen.

Studerende på Miljøteknologi
Hvordan er det at læse Miljøteknologi? Hør de studerende fortælle om uddannelsen.

Sådan er studiet bygget op

En bachelor i Miljøteknologi tager tre år og er sat sammen af kurser og projekter, der i alt svarer til 180 ECTS-point. 

Det første studieår opbygger du din grundlæggende forståelse for ingeniørfaget og miljøområdet.

Du har kurser i matematik, kemi og fysik. Samtidig lærer du om miljø- og klimaemner, som vand og bæredygtighed.

På andet semester har du dit første valgfri kursus. Her kan du for eksempel vælge det populære kursus om felt- og laboratoriearbejde, hvor du og dine medstuderende lærer at tage de rigtige prøver, designe og udføre forsøg og at arbejde hands-on.

Dit andet år på Miljøteknologi handler i høj grad om at udvide din viden og dygtiggøre dig inden for dit favoritemne.

Du lærer om blandt andet miljøtekniske processer og beregningsmetoder, og på fjerde semester laver du og din gruppe et større miljøteknologisk projekt, hvor I selv vælger emnet.

Det er også på dit andet år, at du skal vælge flere valgfrie kurser, og her vælger mange at følge et anbefalet studieforløb. 

Hvis du ønsker det, har du mulighed for at følge et anbefalet studieforløb. De anbefalede studieforløb hjælper dig med at tilrettelægge din undervisning, og giver dig mulighed for at dykke længere ned i dit favoritområde.

Anbefalede studieforløb på Miljøteknologi:

  • Klimatilpasning og vand i byer
  • Vand til verden
  • Bioressourcer og cirkulær økonomi
  • Miljømanagement og bæredygtighed
  • Kemiske stoffer i miljøet

Læs mere om de anbefalede studieforløb på studieinformation.dtu.dk. Her finder du information til studerende på DTU.

På det tredje og sidste år på bacheloruddannelsen har du fortsat stor frihed til selv at vælge kurser.

Mange griber chancen for et udlandsophold og bruger femte semester på at tage valgfrie kurser på et andet universitet.

På sjette semester afslutter du din bacheloruddannelse med dit bachelorprojekt om et selvvalgt emne – ofte i samarbejde med en virksomhed.

Her kan du se eksempler på, hvordan en undervisningsuge på Miljøteknologi ser ud på 1. og 2. semester, hvis du følger et anbefalet studieforløb.

Ugeskema, de første to semestre

1. semester

 
Mandag
Tirsdag
Onsdag
Torsdag
Fredag
8-12
01001
Matematik 1a (Polyteknisk grundlag)
Campus Lyngby
 
12000
Vand og miljømanagement
Campus Lyngby
01001
Matematik 1a (Polyteknisk grundlag)
Campus Lyngby
 
12-13
Pause
Pause
Pause
Pause
Pause
13-17
01001
Matematik 1a (Polyteknisk grundlag)
Campus Lyngby
26050
Kemi for Life Science
Campus Lyngby
12000
Vand og miljømanagement
Campus Lyngby
02002
Programmering (Polyteknisk grundlag)
Campus Lyngby
 
17-18
Pause
Pause
Pause
Pause
Pause
18-22
 
 
 
 
 

I januar fortsættes kurset 12000 Vand og miljømanagement

2. semester

 
Mandag
Tirsdag
Onsdag
Torsdag
Fredag
8-12
01002
Matematik 1b (polyteknisk grundlag)
Campus Lyngby
12202
Miljø og bæredygtighed
Campus Lyngby
 
01002
Matematik 1b (polyteknisk grundlag)
Campus Lyngby
12143
Bioresources
Campus Lyngby
12-13
Pause
Pause
Pause
Pause
Pause
13-17
01002
Matematik 1b (polyteknisk grundlag)
Campus Lyngby
 
10060
Fysik (Polyteknisk grundlag)
Campus Lyngby
 
 
17-18
Pause
Pause
Pause
Pause
Pause
18-22
 
 
 
 
 

I juni følges kurset 12003 Miljøteknisk laboratorie og felt-kursus

Udlandssemester

5. semester er dit udlandssemester, hvor du oplever en bid af verden og styrker din faglige profil.

Du kan gøre vejen dertil overskuelig ved at benytte en af DTU’s udvekslingsaftaler, som du finder på DTU Beyond Borders.

Vil du vide mere om de forskellige muligheder for et semester i udlandet, kan du besøge DTU Study Abroad.

Er et udlandsophold ikke det helt rigtige for dig, kan du i stedet bruge tiden til at tage kurser på DTU, på et andet dansk universitet, eller tage et EuroTeQ online kursus hos en af vores europæiske partnere.

Studerende på Miljøteknologi

Undervisning på Miljøteknologi

Forelæsninger. Gruppeøvelser. Projekter. Laboratorie- og feltforsøg. Ekskursioner. Som studerende på Miljøteknologi får du masser af alsidig undervisning.

Du bliver præsenteret for ny teori til forelæsningerne, og så prøver du selv kræfter med den, når du løser opgaver sammen med dine medstuderende, arbejder i DTU’s laboratorier eller er i felten.

I løbet af studiet arbejder du og din gruppe på et større projekt. Her bruger I jeres viden på virkelige problemstillinger og øver jer på at samarbejde ligesom på arbejdsmarkedet.

Heldigvis er du hele vejen igennem omgivet af mennesker på studiet, som står klar til at hjælpe og forklare – fra hjælpsomme medstuderende og hjælpelærere til dine dygtige undervisere.

Studieliv på Miljøteknologi

Som studerende på Miljøteknologi bliver du en del af et hyggeligt studiemiljø, hvor der er plads til alle, og hvor alle brænder for at blive klogere på klima- og miljøspørgsmål.

Du lærer hurtigt de andre at kende, og sammen kan I benytte jer af alt det DTU tilbyder. Du kan for eksempel tage med dine medstuderende til den årlige julefrokost, melde dig ind i studierådet eller bruge Miljøteknologis eget område på campus, Daphnie’s lounge, til at løse opgaver i samarbejde med de andre.

Hverdagen på Miljøteknologi foregår på DTU’s campus i Lyngby. Her finder du grupperum, bibliotek og laboratorier i verdensklasse – og så får du adgang til alt det, som også er en del af DTU. Du kan for eksempel bruge fritiden på dans, klatring, volleyball eller keramik. Du kan dyrke fællesskabet og møde andre studerende til de mange traditionsfyldte fester og arrangementer.

Har du lyst til at engagere dig i studenterpolitik, kan du melde dig ind i studenterorganisationen Polyteknisk Forening.

Uanset om du er mest til brætspil eller badminton, gruppearbejde eller madklub, får du på Miljøteknologi masser af faglige og sociale muligheder for at skabe en studietid, du aldrig vil glemme.

Læs mere om studielivet på DTU

Mød de studerende på Miljøteknologi

Fremtidsmuligheder

Med en bacheloruddannelse i miljøteknologi er du godt på vej til at arbejde med konkrete løsninger på klima- og miljøudfordringer.

Mulighederne er mange, og derfor er det helt op til dig og dine faglige interesser, hvad du vil arbejde med, når du er færdiguddannet.

Bachelor + kandidat = civilingeniør

Når du har gennemført en bacheloruddannelse i Miljøteknologi, skal du fortsætte på en kandidatuddannelse, før du er civilingeniør.

Med en bachelor i Miljøteknologi har du muligehed for at blive optaget på disse kandidatretninger på DTU:

Vær opmærksom på at optagelse på nogle af kandidatuddannelserne forudsætter, at du har bestået specifikke kurser på din bacheloruddannelse. Under den enkelte kandidatuddannelse kan du se, hvilke adgangskrav der gælder.

En bachelor i Byggeteknologi kvalificerer dig også til at blive optaget på kandidatuddannelser på andre danske og udenlandske universiteter.

Hvilke jobmuligheder har du?

Har du lyst til at arbejde med, hvordan man skaber miljøløsninger på alle niveauer, kan du få job hos Miljøstyrelsen, -ministeriet eller i en kommune, hvor du for eksempel kan løse udfordringer med vandforsyning eller affaldssortering.

Interesserer du dig for arbejdet i en NGO, kan du blive projektleder i en organisation som Danmarks Naturfredningsforening eller Danmarks Vilde Natur og gøre andre klogere på den grønne omstilling.

Vil du se verden, har du masser af muligheder for at skabe en karriere på en international arbejdsplads. Du kan for eksempel blive rådgivende ingeniør og hjælpe Ørsted med at planlægge fremtidens vindmølleparker.

Vil du hellere være din egen chef, kan du starte din egen grønne start-up, og vil du blive i universitetsverdenen kan du vælge forskervejen.

Som færdiguddannet ingeniør i miljøteknologi kan du arbejde med alt fra spildevand til grøn energi, bæredygtige materialer eller vild natur.

Uanset hvilken retning du vælger, venter et arbejdsmarked, der mangler civilingeniører. Her er der brug for dine evner til at analysere og forstå komplicerede problemstillinger, nedbryde problemer og skabe de rigtige skræddersyede løsninger.

Med en uddannelse fra DTU venter en verden af jobmuligheder, hvor du kan gøre en forskel.